Eckersberg medaljen
Arkitekt Jens Bertelsen tildeltes i 2023 Eckersberg Medaillen, sammen med sin tidligere partner (2006-2013) Hans Scheving med en motivering der bl.a indeholder disse pointer:
At kunne arbejde i restaurerings fagets dybde kræver en nøgtern evne til at registrere og synliggøre historiens nærvær i bygningsværkerne.
Det forudsætter en nærmest arkæologisk viden om bygningernes opståen, tilblivelse og liv. Det er den viden der muliggør, at vi i dag kan erfare fortidige bygningsværker stå præcise og markante i nutiden.
Jens Bertelsen har restaureret vigtige bygningsværker i dansk arkitekturhistorie. Frits Schlegels stringente Overformynderi fra 1937, Hans Hansens humanistiske 4. Maj Kollegium på Frederiksberg fra 1952 og i Hasselager, tæt på Aarhus, Knud Blach Petersens modernistiske tour de force i Glasalstrups domicil fra 1966.
Værkerne illustrerer Bertelsen og Schevings evne til at dechifrere hver periodes aftryk og tegn i konstruktion og detalje, og deres insisteren på en tydelig dokumentation i den enkelte restaurering. Tegn, der synliggør det unikke i bygningsværket.
Med kostskolen ved Vitskøl Kloster viser Bertelsen & Scheving evnen til at forme nye bygningsværker, der nok er relateret i formsprog og tektonik fra bygningshistorien, men alligevel løsriver sig og skaber et herligt arkitektonisk sprog, der giver stedet funktionelle smukke kvaliteter. Den nye kostskole står i ….nærmest poetisk kontrast til det gamle klosters massivitet. Et legende projekt, der registrerer historien, inspireres af stedet og skaber det nye og berigende, fra helhed til detalje. Herligt generøst for fremtiden.
For denne forbilledlige og insisterende indsats i arkitekturen hædres Jens Bertelsen med Eckersberg Medaillen.
Akademiraadet
Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster, Akademiraadet virker til kunstens fremme og som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål. Akademiraadet er statens rådgiver i spørgsmål om billedkunst, arkitektur og planlægning, og står til rådighed for kommunerne og regionerne. Akademiraadet behandler henvendelser fra statslige myndigheder og kan på eget initiativ indhente
oplysninger fra og fremsætte erklæringer over for statslige myndigheder og institutioner samt over for offentligheden. Rådets medlemmer er valgt i en demokratisk proces af de billedkunstnere og arkitekter, der udgør Kunstnersamfundet, og er en uafhængig og upolitisk organisation.
Arkitekt Jens Bertelsen var medlem og i perioder næstformand for Akademirådet fra 2016 – 2019.