Middelalder

Bygherre: Slots- og Kulturstyrelsen
Bygningens status: bygningsfredet og fortidsmindefredet
Projektstade: forberedelse af konkurrence, 2013-2015
Arbejdsopgaver: Bygherrerådgivning, research på slottets historie og bygningsarkæologi, skitsering af Slotsholmens tålegrænser og formulering af notater om forskellige emner som grundlag for konkurrencen, budget for udvidelse af slottet.
Samarbejdspartnere: bl.a. ingeniør Erik Nielsen og ingeniør Martin Funch.

Nyborg Slot blev anlagt i 1250 og siden udbygget til et firefløjet bygningsanlæg som et af det daværende rejsehofs faste opholdssteder rundt i Danmark frem til 1550’erne, før efter 1659 bliver plyndret for byggematerialer og kun kongefløjen og en del af vagttårnet bliver bevaret som et militært anlæg.
Kongefløj og vagttårn blev restaureret af Nationalmuseets arkitekt Mogens Clemmensen 1914-1924. Restaureringsteknisk blev arbejdet dels udført som en rekonstruktion helt ifølge tidsånden i slutningen af 1800-tallet og som en nænsom bevaring. Clemmensen beskrev selv sin tilgang i 1915: “Det vil saaledes være vanskeligt at indrette Rummene fra en bestemt Periode uden samtidig at ødelægge Sporene fra de øvrige Perioder; men ved at lade de forskellige Tiders Spor forblive urørte, vil de til Stadighed beholde deres historiske og arkæologiske Værdi.”

Ønsket var at bygge 3000 kvm nyt museum på Slotsholmen og bygherrerådgivningen bestod i at teste det antal kvm, som stedet kunne tåle både rumligt og æstetisk og i forhold til de da kendte fundamenter i jorden under de forsvundne fløje i det firefløjede anlæg.
Mogens Clemmensen efterlod sin restaurering af slottet i 1914-24 med nyopmurede facadefelter, hvor der kunne bygges til – altså var forandringsbare. De forberedende undersøgelser skulle illustrere mulighederne for at løse brand- og flugtveje, installationer mv. uden at ødelægge original substans og bærende fredningsværdier.
Desuden bestod bygherrerådgivningen i at vurdere mulighederne for at aktivere den tidligere turneringsplads og byens gader i en samlet ny fortælling om det, museet kaldte for “Danmarks Riges Hjerte”.
© jens bertelsen

Bygherre: Stiftelsen Sorø Akademi
Projektstade: udført 2017-2023
Arbejdsopgaver: indledende registrering og arkivstudier, skitsering af ny indgang, metallurgiske undersøgelser af bly til tagdækning, formgivning af nye bygningsdele mv.
Samarbejdspartnere: bl.a. ingeniør Keld Abrahamsen og ingeniør Martin Funch.

Opgaven var sådan set ganske enkel: omlæg blytaget på tagets syd- og vestflader, restaurer kirkens indvendige facader, test muligheden for at indrette forhallen på ny, så den bliver lysere og mere indbydende – i forhallen eller ude på kirkegården.

Udskiftning af blytaget ændrede sig radikalt efter indledende metallurgiske undersøgelser og tækkemetoder. Det eksisterende blytag var oplagt efter dansk tradition som var det et kobbertag med kobbertagets håndværksmæssige løsninger. Undersøgelserne resulterede i en styret legering, tykkere og bredere plader, der blev samlet med en fals, der var fleksibel under påvirkning af varme og kulde.

Indvendig blev restaurator Jakob Kornerups totaldekoration fra 1870’erne restaureret.
Ændringen af forhallen resulterede i en lukning af indgangen i vestgavlen fra 1770, ombygget i 1880erne, og genåbning af den oprindelige indgang fra 1100-tallet i nordre sideskibs vestgavl samt indretning af nyt vindfang, handicaptoiletter og brudeværelse.

Kirken, der i middelalderen var tilknyttet et cistercienserkloster, er rejst i 1100-tallets anden del af den magtfulde midtsjællandske Hvideslægt. Blandt slægtens mest markante medlemmer var biskop Absalon, der ofte betegnes som klosterets initiativtager. Kirken kom siden til at tjene som gravkirke for Hvideslægten samt for tre danske middelalderkonger.

Sorø Klosterkirke er bygget af røde teglsten, som dengang var et nyt og revolutionerende materiale i Norden. Arkitektonisk har kirken både referencer til Norditalien og Frankrig, hvorfra håndværkere og bygmestre kan være hentet.

Kirken var oprindelig tækket med bly, men siden kirken brændte i 1248 har taget haft skiftende materialer frem til 1960’erne, hvor kirken igen fik blytag, der så efter knap 60 år var hullet og modent til udskiftning.

I 1800-tallets anden del gennemgik klosterkirken en grundig restaurering ledet af arkitekten Chr. Hansen, der i tråd med tidens restaureringsidealer søgte at tilbageføre den store bygning til sin oprindelige romanske skikkelse. Foruden Hansens mange nyromanske tiltag, udførte restaurator og maler Jacob Kornerup i 1870’erne en omfattende nyudsmykning af kirkerummets vægge, piller og hvælv og genopmalede desuden højkirkemurenes middelalderlige skjoldfrise. Kornerup, der er blandt pionererne indenfor dansk kalkmalerikonservering, skabte i Sorø både sin største udsmykning og et af sine absolut bedste arbejder.

© jens bertelsen og Bertelsen & Scheving Arkitekter – en del af Over Byen Arkitkter fra 2022.