Knud V. Engelhardts Mindelegat

Ved overrækkelsen af K.V. Engelhardt’s Mindelegat 2001 Arkitekt og grafiker Bo Linnemann:

For at kunne overskue samfundet og tilværelsen har vi brug for orden og systemer. Alle har behov for at lægge ting i skuffer – sætte ting i bås. Sådan mere eller mindre har det vel altid været – det er bare meget værre i vore tider.
Engelhardt gjorde hvad han kunne, for at man ikke skulle placere ham i nogen bås – og det lykkedes til fulde!
Årets modtager af legatet har opnået samme befriende status. Nogle vil kende ham som arkitekt andre som grafiker igen andre som forlægger eller maler.
Men alle vil vi kende ham som en skæv kunstner med sine helt egne regler, og de er meget enkle: Helst ingen!
Han er et levende bevis på at det stadig er muligt at gå stik imod konventionerne – og sprede sine gøremål i en verden, der i den grad er fokuseret på specialisering.

Kære Jens Bertelsen

For mig har du altid stået for noget meget aktuelt.
Ikke så meget i kraft af din måde at designe på, men fordi du er en historiefortæller. Du går efter den gode historie. Og det er det vi sukker efter i vores fernisverden. Du har dette som din væsentligste pointe i alle dine arbejder, og med dette mål bliver dit håndværk midlet tl at opnå dit kunstneriske udtryk.
Det, at du lige nu er din egen forlægger, giver dig mulighed for at praktisere din egen fortælleteknik. Du fortæller de historier vi andre undlader, hvor du fungerer som grafiker, billedredaktør og forfatter. Og sikrer dermed det færdige produkt en solid helhed.
Målet er historien – ikke midlerne.

Din evne til at forvalte dine mange talenter, og det at du betragter de mange forskellige områder du arbejder i som ét projekt, giver dig en åbenlys selvtillid. Du bruger din frimodige og uortodokse tilgang til faget, på jagt efter almindeligheden, som løftestang til hvad jeg vil kalde det “sympatisk originale lag”. Og netop her ligger relevansen til Engelhardt. Og her ligger også beviset på den åbenlyse overensstemmelse mellem dine arbejder og din personlighed.

Tillykke Jens!