Ny kirke i Ørestad

Tekst udført som bygherrerådgiver for kirkens byggeudvalg 2019:

Ideen med den nye kirke i Ørestad

Arenakvarteret er et anderledes bykvarter end store dele af Ørestad. De tidligste boligkvarterer, der blev bygget, bestod primært af store blokke i 5-6-7 etager og på langs var Ørestad delt i to af højbanen. En højbane giver et sikkert område at færdes i som fodgængere og cyklende på terræn, men den højbenede konstruktion kaster samtidig skygge i de områder, der skulle være attraktive, åbne stueetager med byliv. Mange af de områder, der var afsat til at et byliv kunne opstå, lå således i skygge fra højbanen og fra de store huse.
Bygningen 8-tallet svarede med sin form og funktionalitet på alle Ørestads problemer ved at løfte bylivet op fra terræn og bygge en lang 8-talsrampe, der bandt alle dele af bygningen sammen og forsynede alle lejligheder med små terrassehaver.
Bylivet mellem husene var med andre ord udfordret i de først udbyggede områder, og Arenakvarteret har taget ved lære af udfordringen, så der er nu stor diversitet i højde og drøje på bygningerne, så der kommer lys ned mellem husene, og der er småhaver og steder at mødes rundt omkring. Den nye kirke skal passe ind i denne struktur, samtidig med at den kommer til at ligge i samme strøg som de store huse, der samler mange mennesker som Royal Arena, Ørestad Skøjte- og Ishockeyklub og Kalvebod Fælled Skole.

Forandringer i tiden og byen
Byer forandrer sig og har altid forandret sig. I de seneste 15-20 år er bylivet på gader og pladser vokset i omfang og udtryk, så en by som København er blevet en meget levende og aktiv by. Mange af stueetagerne i byens gader er blevet åbnet til restauranter, cafeer, uformelle mødesteder, pop-up-handlende og med et væld af muligheder for at sidde ude, sidde ned og være aktiv eller stille på mange forskellige måder i byens rum.
Kirken som institution forandrer sig og har altid forandret sig. Kirkebygningerne forandrer sig derimod med en vis træghed, der ikke følger – og heller ikke hverken kan eller skal – følge med byens hurtige pop-up forandringer.

Byens forandring handler om at sælge, at lokke nye og flere kunder til, at lokke kunderne med ny madkultur, nye kaffetyper og alt muligt, vi lige skal prøve. Kirkebygningerne sælger ikke, de tilbyder rum til tysthed, samtale og eftertænksomhed. Kirken repræsenterer en samfundsorden, et moralkodeks og et medmenneskeligt ideal, der går på langs af tiden og derfor giver kirkens iboende træghed en betydelig tyngde i vores liv. Hvis kirken ændrede sig hver gang byerne og samfundet ændrede sig, så ville vi nok miste tilliden til kirken som institution. Kirkebygningerne må derfor gerne være træge og give modstand, for kirken er en konstant – den er der altid – til at tage sig af både det tungeste, det sværeste, det forventningsfuldeste og det lykkeligste i vores tilværelse. Kirkebygningen må derfor have en kerne af urokkelighed, men gerne bygges eller indrettes med en åbenhed og en imødekommenhed mod byens rum.
En af de vigtigste teoretikere, der har inspireret til forandringen af vores byer de sidste 15-20 år er arkitekten Jan Gehl, der gennem bøger, foredrag og en lang række konsulentopgaver har formuleret de forhold, der har gjort f.eks. København til så attraktiv en by. Det attraktive forudsætter, at der har været en positiv proces med alle potentielle aktører. Dernæst er det vigtigt, at et byrum er inviterende, og det har bløde kanter i form af rum, der er åbne for offentligheden i bygningernes stueetager. Samlet set handler det positive byrum om tid. Tid til at slå sig ned og lade tiden gå for en stund. Kan byrummet ikke ”stoppe tiden”, så fungerer rummet ikke positivt.

Folkekirke 1.0
Den slags ”dogmer” eller huskeregler er slet ikke fremmed for kirkerne. De første kristne kirker i Rom var basilikakirker – altså store haller båret af søjlerækker, sådan som markedshaller blev bygget. Den første Peterskirke i Rom fra det 3. århundrede e.Kr. var sådan en basilika, og indgangen foregik gennem en forgård med en brønd – en repræsentation for Paradisets Have, men først og fremmest en invitation til at gå inden for, med bløde kanter i form af en søjlearkade forgården rundt, hvor man kunne slå sig ned og nyde at tiden blev ”stoppet” for en stund.
Basilikaen-kirken, forgården og hele organiseringen er en form for grundtype, der både er kirkebygning og tilbyder noget særligt til byen: et mellemrum, hvor man ikke er gået i kirke, men klart er på kirkens domæne. De samme rumlige forhold, som mange klostre er bygget efter. Det er ikke særlig indviklet. Det handler bare om, at der er etableret et præcist hierarki af rumligheder, hvor klostergården og andre forrum inviterer og omfavner og tager sig af det almindelige liv, mens kirkerummet er det rum, der forbinder himmel og jord og tager sig af det tungeste og det lykkeligste i vores liv, og hvor lys (lux dei) og stof (vægge, hvælv og grund) forenes i et evighedshåb.

Fra middelalderkirker til nyere kirker
En ”rigtig kirke” opfatter de fleste som den hvide middelalderkirke på landet. Den var synlig i landskabet på stor afstand, og de mange hvide kirker dannede et tæt, både synligt og mentalt netværk over hele landet. Et billede på ”det, der hører Herren til” og på en orden, der var større end den enkelte.
I dag opfatter vi netværk anderledes. Udviklingen af Web 2.0 og den sociale kommunikation, den trådløse tilstedeværelse og den grænseløshed, den har medført, har ændret vores opfattelse af at være til stede. Vi har på rekordtid vænnet os til at være lidt til stede – sådan ”måske” til stede – og vi følger halvt med i mange ting, uden at vi behøver at beslutte os for reelt at deltage. Det er almen menneskeligt at have det sådan, men det kræver arkitektonisk og funktionelt en særlig rumlighed: et mellemrum, hvor vi kan bevæge os i kanten af større rum og forsamlinger, hvor vi kan snuse nysgerrigt og involvere os eller gå igen.
Med Martins Luthers doktriner – sola fide, (lat. ‘ved tro alene’), sola scriptura (lat. ’ved skriften alene) og sola gratia (lat. ‘ved Guds nåde’) – kom ordet i fokus, og Luther så menigheden som en kreds, et sammenhold. Rummet blev mindre vigtigt, og kunne fint finde sig til rette i de kirker, der var bygget op gennem middelalderen. Da der blev bygget nye kirker i 1970erne, måtte kirkerne ikke være for højtidelige, ikke for alvorlige. Vi kan vel snakke om det, synes dengang at være et vigtigt forhold. Flere af kirkerne fra 1970’erne blev bygget på samme idé om at samle menigheden som en kreds – som Luther og senere Grundtvig også formulerede det.

Internettet har ændret samfundet
Vi har aldrig kommunikeret så meget med hinanden, som vi gør i dag, men mange samtaler er elektroniske og uforpligtende på en måde, der både er befriende og skræmmende. Før e-mailen, chat, blogs, Facebook, twitter og instagram blev opfundet, skrev fire amerikanske forretningsmænd i 1999 et erhvervsøkonomisk statement, kaldet ”The Clue Train Manifesto”, inspireret af Martin Luthers 95 teser. Manifestet præciserer, at det nye marked efter opfindelsen af internettet består af samtaler mellem mennesker. Der var tale om en kulturel samfundsændring fra et ”push” til et ”pull” samfund – et samfund, hvor vi ikke bliver talt på, men talt med og selv kan søge og finde de sandheder, vi vil leve efter.
De samtaler, der blev sat i gang på internettet er både nyttige og sjove, nødvendige og lærerige, men de kan også være ensomme, fordi vi selv vælger samtalerne og det, vi vil undersøge og beskæftige os med. Vi bliver nødvendigvis ikke provokeret til at tænke anderledes eller til at forstå ting, der er komplicerede eller til at forstå andre mennesker med andre livsanskuelser og opfattelser end vores egne. Det er her mellemrummet, hvor der kan opstå samtaler mellem mennesker, kan blive en vigtig ny ting for kirkerne.

Fra Folkekirke 1.0 til Folkekirke 3.0
Hvis man kan kalde den hvide middelalderkirke og de mange kirker, der er bygget frem til og efter reformationen – ja frem til moderne tid – for Folkekirke 1.0, fordi de alle repræsenterer en kirke, der talte til menigheden. Så var den moderne kirke efter 1970’erne en Folkekirke 2.0, fordi den forsøgte at nedbryde hierarkiet mellem samfund og kirke. Vi står overfor at skulle formulere en Folkekirke 3.0, der rækker ud mod omverdenen, er del af det lokale, og erstatter det nedbrudte hierarki med et netværk, der binder et sogn sammen. En sådan Folkekirke 3.0 er ikke givet på forhånd, men udviser nysgerrighed for, hvad andre tænker om håb, mening, afmagt, sorg, fred. De spørgsmål, som alle mennesker til alle tider har stillet. (Esben Thusgård: ”Byen tilhører dem, der tager den til sig”, Kritisk Forum, nr. 153, 2018)

Folkekirke 3.0 er det sted, hvor vi sammen stiller spørgsmål til tilværelsen, og hvor kirken stiller flere spørgsmål til omverden, end den leverer svar. Sådan en Folkekirke 3.0 kræver andre rumligheder end dem, vi kender fra de fleste kirker i dag. Måske skal vi starte forfra og lade os inspirere af de første kristne basilika-kirker i Rom med det formål:

– at lade kirken møde byen med en ”brugerflade”, der inviterer indenfor til et mellemrum, der tilbyder bløde kanter for ophold og samtale, et sted, hvor tiden kan gå i stå for en stund
– at formgive mellemrummet, så det opfordrer til samtale og eftertænksomhed
– at formgive kirkerummet, så det både betager os og yder modstand og dermed fortæller os, at der er noget, der er større end os selv.”