Arbejdsmetoder
Tegnestuens arbejdsmetoder er baseret på en lang række projekter gennem årene – fra omfattende restaureringer af kirker, slotte eller offentlige byggerier til transformation og restaurering af private villaer eller virksomheders domiciler.
Metoden bygger på erfaring og metoden består af fire elementer.
Muligheder og begrænsninger – læs her
Det kreative beredskab – læs her
Den arkitektoniske kulturarv – læs her
Konkret arbejdsproces – læs her
Muligheder og begrænsninger
Hvad man vil og hvad man kan? Det er det felt, vi arbejder i. Der kan være mange ønsker, men det er ikke altid, at hverken lovgivning, fysikkens love eller økonomien tillader alt.
At arbejde med arkitekturens kulturarv som landskaber, haver, slottes anlæg og ældre bygninger er en bunden opgave: bundet af den tid og den logik, noget blev til i. Man skaber den største værdi ved at læse en bygningen i forhold til den tid, den blev bygget, og først derefter beslutte, hvordan man kan bevare og udvikle for at lade livet udfolde sig inden for netop den periode i kulturarven.
Arkitektur karakteriseres som den bundne kunstart i modsætning til billedkunsten, der karakteriseres som den frie kunstart.
Nybyggeri er naturligvis bundet af reglementer, fysiske love og økonomi. Men ellers er arkitekten, der bygger nyt kun begrænset af sin og bygherrens fantasi, altså af ”hvad man vil”!
Transformation og restaurering er også bundet af reglementer, fysiske love og økonomi, men i lige så høj grad bundet af at skulle respektere og håndtere historien. Er der tale om fredede bygninger skal alle forandringer godkendes af fredningsmyndighederne, og er dermed begrænset af ”hvad man kan” – altså få lov til.
”Hvad man kan” skal der derfor argumenteres for ved at dokumentere fortidens tanker og tekniske evner og formulere hvordan der opstår en sammenhæng mellem historien og bygherrens ideer og drømme. Det er det, vi er specialister i: at tage udgangspunkt i den eksisterende kulturarv, forstørre og fremelske den, så et anlæg eller en bygning bliver brugbar i fremtiden.
I arbejdet med bygningernes dokumentation beskriver vi grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Viden om hvad der konstruktions- og lovgivningsmæssigt er muligt, åbner en kreativ arkitektonisk frihed, der kan være fuldt på højde med den kreative frihed som for nybyggeri.
De fleste anlæg og bygninger gror til med tiden – der bliver bygget til, opsat nye vægge, lukket vinduer og døre, fjernet verandaer og balkoner, fældet træer, opført tilbygninger etc. Den første sondering af et projekt handler derfor altid om at bestemme, hvordan et sted oprindeligt var, hvilke forandringer der er foretaget og vurdere om de forandringer har fjernet eller tilføjet kvalitet. Processen med at få nye ønsker og krav til at spille sammen med det at bevare og udvikle en historisk ejendom er altid en kreativ proces.
Erfaringen med at dokumentere grænserne for ”Hvad man kan” handler derfor om at virkeligheden møder erfaringen i ”et kreativt beredskab”.
Det kreative beredskab
Al arbejde med det arkitektoniske, hvad enten der er tale om landskab og have, gader og pladser, byer og bygninger, er baseret på et kreativt beredskab, der er opbygget gennem arkitektstudiet, gennem opsamlede erfaringer som udøvende arkitekt, på intuition og nok så vigtigt: erfaringer fra hele livet.
Oplevelser af rum og af bygninger fra barndommen kan være meget stærke: hvor var det godt at lege og være aktiv og hvor var det godt at opholde for at føle sig tryg og glad og føle, at her var hjemme. Småt eller stort, fornemt eller ydmygt har med de oplevelser at gøre. Ofte handler det i boligen om lyset i rummet, gulvtæppets ruhed eller møblernes placering i rummet og i andre rum i skure og haverum om lugten, de rumlige sammenhænge og udsigten, hvad enten det var muligt at se langt eller være skærmet af en begrænset udsigt.
Barndommens oplevelser er undervejs blevet mødt af arkitekturhistoriens opfindelser – opstået bevidst eller ved et tilfælde – og struktureret af ens uddannelse som arkitekt, hvor arkitektfagets mesterlære netop handler om at få udpeget, at blive gjort opmærksom på eller at læse sig klogere på en forståelse af årsagen til, at noget blev opfundet og fik en særlig form: for at manifestere en magt, for at indramme det religiøse eller udnytte en lovgivning … kombinationerne er mange og altid interessante at forfølge for at forstå. Jo længere tid som udøvende arkitekt, jo større bliver ens galleri af positive og negative erfaringer.
Når arkitekter sætter de første skitsestreger på papiret, så gør vi det aldrig uden en ballast eller et “bagkatalog” og ikke uden referencer. Der er tale om “et kreativt beredskab”, som bliver aktiveret.
De fleste opgaver bliver ikke stillet præcis som den sidste, og det er derfor vigtigt at forberede sig på en opgave – ikke for at begrænse den, men for at skærpe den kreative proces, hvad enten der er tale om noget nyt eller om at restaurere. Stedet må besigtiges og opleves – nord, syd, øst, vest – og der skal læses op på lokale regulerende bestemmelser.
Når bygninger skal gennem en egentlig restaurering skal der læses op på historien – bredt – og er det muligt kun at “redigere” det eksisterende, så kan de oprindelige ideer, ændringerne undervejs og kravene til fremtiden i bedste fald danne en ny, levende og fascinerende helhed.
Forberedelsen giver sikkerhed i udviklingen af det arkitektoniske og senere i byggeprocessen.
Forberedelsen må aldrig ende i dogmatisk korrekthed, hvorfor det intuitive ikke må vælges fra på korrekthedens vej. Intuitionen skal man holde øje med – den melder sig ikke hver dag og hele tiden – og det er forberedelsen, der sikrer, at vi kan holde øje!
Den arkitektoniske kulturarv
Det forunderlige ved den arkitektoniske kulturarv er, at de simpleste “bondemandskonstruktioner” kan give os lige så store oplevelser som det mest forgyldte palads. Facaderytme, konstruktiv struktur og rumlig organisering er en form for grundalfabet, som alle bygninger og anlæg skal forholde sig til. Udformningen af et vinduesprofil, en gesims eller en indgangsdør bliver ofte formgivet mere i tidens smag end i reelle behov og her har arkitekter i de lykkeligste tilfælde været både håndværksmæssigt fornuftige og radikalt anderledes. At bevare handler derfor om at værne om de skarpt bevidste valg fordi de er fascinerende, og bevarer vi de valg ved at tage dem alvorligt og bogstaveligt, så vil vores omgivelser altid være varierede og forskellige.
Det er ofte en misforståelse, at kun ved at fjerne alle arkitektens begrænsninger opstår det helt usædvanlige og en høj kunstnerisk værdi. Kimen til det kunstneriske anslag er altid bundet til det konkrete. Uden indgående håndværksmæssig viden om materialernes egenskaber og behandling kommer selv den frieste kunstner og arkitekt ingen vegne. Det gælder især for restaureringer, hvor kendskabet til skiftende tiders håndværksmæssige kunnen og de materialer, der var til rådighed, er en forudsætning for at kunne bevare og skrive videre på historien. Uanset historisk tid, så har arkitekter altid skullet operere indenfor en given økonomisk og tidsmæssig ramme, ligesom arkitekter altid har skullet håndtere drilske installationer, nødvendig statik og kringlet funktionalitet.
Når vi arbejder med den arkitektoniske kulturarv, så er det vigtigt at lede efter et projekts “indre logik”. En bindingsværkskonstruktion har sine konstruktive logikker, murstensbyggeri sine, og betonbyggeri sine. Når en bygnings logik er fastlagt eller aflæst, så svarer vil denne “indre logik” på de fleste af konstruktionens spørgsmål: hvordan lægges taget af på væggene, hvor meget fundament kræves der etc udgør den ene del af den “indre logik”.
Det fascinerende ved at arbejde med den arkitektoniske kulturarv er at vi bliver tvunget til at opleve, læse og forstå den “indre logik” som den skaberkraft, der gav os rum, huse, byer, landskaber og sammenhængene imellem og dermed helhedssynet på det byggede miljø.
Konkret arbejdsproces
For at gennemføre en vellykket arkitektonisk restaurering, ombygning eller transformation er det vigtigt at grundlaget er på plads. Grundlaget er, ud over erfaring og uddannelse som arkitekt, en viden om ejendommen – og et tæt samarbejde med andre tekniske kapaciteter. Det er en arbejdsmetode som Jens Bertelsen gennem årene har udviklet sammen med partnere og medarbejdere – og som i 2023 blev præmieret med Det kongelige danske Akademis Eckersberg Medalje. (Link til tekst/begrundelse).
Indledende fase
– At aflæse og forstå en bygning eller et anlægs historie, dens oprindelige idé, arkitekt/bygmester samt de arkitektoniske og rumlige kvaliteter
– At analysere ændringer, udvidelser og forandringer undervejs
– At se positivt og kritisk på de forandringer der ønskes, så der opstår en ny samvirkende helhed.
Typiske forløb
1. Kildeindsamling
Forud for ethvert projekt med den arkitektoniske kulturarv skal det historiske fundament være velkendt. Kun herved opnås den fornødne viden om, respekt af og forståelse for de eksisterende forhold, som er udgangspunktet for projektet. At tilegne sig viden om disse basale forhold står ikke i vejen for den kreative proces, som restaureringer også rummer: Indsigt åbner døre, den begrænser ikke.
Udarbejdelse af kildemateriale omfatter bl.a.:
-Historisk bygningsundersøgelse – bygningsarkæologisk og bygningshistorisk undersøgelse m.fl.
-Kildesøgning på diverse arkiver – skriftlige/billedlige kilder: Samlingen af Arkitekturtegninger (Danmarks Kunstbibliotek), Antikvarisk-Topografisk Arkiv (Nationalmuseet), Fotosamlinger (Kgl. Bibliotek, Bymuseer o.a.), Rigsarkivet, Byggesagsarkiverne (kommuner), Lokalmuseer, Andre arkiver
– Opmåling af eksisterende relevante forhold, der ikke tidligere er dokumenteret.
– Byggeteknisk undersøgelse af konstruktioner, installationer, bygningsfysik (ingeniør).
– Tilstandsvurdering af råd, svamp, fugt mv. (ekstern konsulent).
– Miljøscreening af bly, pcb, asbest m.v. (ekstern konsulent).
Redegørelse for de arkitekturstrømninger som bygningen repræsenterer – Hvad repræsenterer en bygning eller et anlæg arkitektonisk og kulturhistorisk?
Hvad er baggrunden for de senere forandringer og hvilke arkitekturstrømninger repræsenterer de?
Bygningens materialer – teknik og valg.
Proportionsanalyse i plan, facader og rum.
Værdisætning/fredningsbeskrivelse. Formulering i henhold til Slots- og Kulturstyrelsens krav om fredningsbeskrivelse. Findes der en eksisterende beskrivelse
arbejdes der ud fra den:
Bygningsbeskrivelse.
Arkitekten (www.kid.dk, Weilbachs Kunstnerleksikon)
Kildeangivelse
Miljømæssige værdier
Kulturhistoriske værdier
Arkitektoniske værdier
Udfordringer (ønsker fra bygherren)
Anbefalinger
Andre forhold: Myndighedskrav (Bygningsreglement, kommunale lokalplaner o.lign.).
Regulerende bestemmelser som frednings- og beskyttelseslinjer ses på https://naturstyrelsen.dk under “Find et detaljeret kort”.
Brugerønsker/brugerkrav fra brugernes/ejerne. Økonomisk ramme.
Restaureringsholdning formuleres.
2. Råmaterialet bearbejdes
– på baggrund af det indsamlede råmateriale udarbejdes et arbejdsgrundlag
– test af krav og ønsker iht. evt. byggeprogram
– dialog med bygherre og myndigheder
3. Iterationer og tilpasninger
I en periode skal projektet hvile, viden skal fordøjes, ideer kan måske genoptages – eller kasseres endeligt. I denne fase begynder reelt konkretiseringen af det endelige projekt. Det er her man finder balancen mellem hvad man vil – og hvad man kan.
4. Ideens fødsel
Idéskitsen er “den gode ide”, der beskriver sammenhængen mellem de kendte og nye forhold, der i kombination udgør den “gode idé”. Denne proces indsættes ofte tidligt i arbejdsprocessen men reelt hører til på dette stadie af projektet.
5. Projekteringsfasen
I Projekteringsfasen udvikles ideen til en praktisk brugbar, bygbar og økonomisk mulig realitet.
Her inddrages ingeniører, håndværkere mv. , der udarbejdes budgetter, forhandles med myndigheder frem mod godkendelse osv.
Med et klart grundlag, der netop har været igennem alle de ovenstående faser, er muligheden for både at ramme rigtigt, så myndighederne godkender projektet – og budgettere de endelige omkostninger, væsentligt bedre.